Dette indlæg er rettet mod alle de folk der stemmer rødt, fordi I mener at det er det moralsk rigtige at gøre. Borgerlige vælgere, navnlig Liberale, bliver ofte kaldt egoister af venstrefløjen, fordi de ønsker lavere skatter og afgifter. De selvsamme kritikere ser gerne at skatter og afgifter øges, for at vi som samfund har råd til at tage os af de mindre heldige. Disse mennesker skal følge godt med nu. Vi liberale vil også gerne hjælpe de svage i samfundet. Høje afgifter og skatter er bare ikke løsningen. Det skaber faktisk mere ulighed. Og det er ikke den gode slags ulighed, hvor rige bliver endnu rigere. Forbrugsafgifter gør derimod fattige endnu fattigere, både økonomisk og socialt.

Det kan forklares meget kort, men lad os gøre det langt. Forstil jer at sukkerafgiften hæves yderligere. Det har oppositionen foreslået. Det er umuligt at vide om de stadig mener det, men lad os forestille os at dette punkt er et af de få som de stadig står ved. Formålet med en højere sukkerafgift er todelt. For det første er det for at passe på os uansvarlige borgere, som æder og drikker os selv ihjel i is og sodavand. For det andet er det for at finansiere oppositionens økonomiske plan. Nok mest det sidste, men nok om det.

Hvis sukkerafgiften hæves betyder det, at alt med sukker bliver dyrere. Jeg har regnet på det, og det ser ud til at passe. Dyrere ingredienser = Dyrere varer. Det er muligvis kun nogle få kroner, men få kroner har også værdi – ellers ville staten nok ikke have disse afgifter. Disse få kroner betyder tæt på intet for de mennesker med godt arbejde og søde tænder. De vil stadig købe usunde varer, og statskassen vil smile. Vi har bare lige glemt de knap så velstillede. Og det er jo mærkeligt. Hvordan kan venstreorienterede glemme de økonomisk svage i samfundet? Jeg troede det var mig, der kun tænkte på mig selv.

Der findes mennesker, der skal vende hver en krone for at få dagligdagen til at hænge sammen. Jeg ved de findes. Jeg har selv læst om dem i avisen. Jeg tænker også på dem, hver gang jeg åbner en faxe kondi. Det må være hårdt for sådanne familier. Personligt synes jeg også, at de skal have lov til at spise pandekager med is en gang imellem. Men hvis oppositionen får lov til at bestemme, vil sådan et måltid give økonomiske problemer for disse familier – især hvis man slutter sådan en pandekageaften på sofaen med en skål slik. Og da usunde ting jo skal til en gang imellem, så vil sådan et forslag uden tvivl gøre de fattige fattigere økonomisk. Det ligger lige til højrebenet, men hvorfor bliver de så fattigere socialt af højre sukkerafgifter?

For at besvare sådan et spørgsmål, skal vi rette vores blik mod børnene. Under et folketingsvalg har de INTET at skulle have sagt, og det er nok også bedst, men derfor skal de jo ikke glemmes helt. For pandekageaften er jo ikke bare en begivenhed, der kun nydes under måltidet. Det nydes inden, når man er i skole, og snakker med sine venner om, hvordan man skal hjem og spise pandekager med is. Det nydes efter, når man fortæller om gårsdagens himmelske pandekagebjerg. Det er historier som disse der skaber venskaber for livet i folkeskolen. Denne mulighed frarøves de børn, der kommer fra mindre velstillede familier. Oppositionen ønsker ikke at fattige børn skal have venner. Det lyder ikke umiddelbart som en fair løsning.

Det samme kan i øvrigt siges om alle forbrugsafgifter. Høje benzinafgifter kan fx betyde at man ikke kan tilbyde kørelejlighed til sportsarrangementer, fordi der ikke er råd til benzin. Højere afgifter på flytrafik kan betyde, at man ikke har råd til ferie. Listen kan fortsætte, men indlægget her er allerede for langt. Pointen er bare, at liberale ikke nødvendigvis er i moralsk underskud.

God stemmelyst

Som ungt menneske af det mandlige køn, med en god og naturlig tørst de sene weekendaftener, har jeg da været i den klassiske situation. Litervis af øl har fundet sin vej til blæren, og bopælen er stadig ikke i syne. Hvad gør man? 9 ud af 10 finder en hyggelig gyde, begynder en fredelig fløjten og lukker op for sluserne.

Det er imidlertid i strid med den danske lovgivning. Mennesker, der er er meget klogere end os almindelige danskere, har besluttet, at sådan en handling skal straffes med bøde.
Fair nok. Det er hvad de fleste tænker, og med god grund selvfølgelig. Tis lugter, og i de flestes tilfælde er det flydende. Det er ikke hvad de fleste ser frem til at møde, når de forlader deres bopæl den næste morgen. Og glide-faren er da heller ikke noget man bare skal ignorere.

Hvad pokker er så pointen med dette indlæg? Hvad er problemet, som har lokket mig hen til tastaturet? Er der overhovedet et problem? Hvad gør piger, når de går hjem fra byen?
Alle disse spørgsmål – på nær det sidste – skal nok blive besvaret

Men først en lille reklamepause…

Problemet er, at lovgivning imod problemer som dette er latterlig, ubrugelige og fuldstændig helt og aldeles uden virkning. Et faktum som allerede gjorde sig klart før reklamepausen. Når man tisser i en gyde, er det sidste udvej. Litervis af væske skal ud af kroppen, og hvis det ikke sker inden kort tid, så vil man hellere i fængsel end at holde sig længere. Al rationel tankegang forsvinder i sådanne kritiske situationer. Og rationel tankegang samt en god moral er jo i realiteten det eneste, der forhindrer folk i at bryde loven.

Først og fremmest er det ens moral, der fortæller, at man skal holde urinen i sig, indtil det absolut ikke kan lade sig gøre længere. Ens moral skriger højlydt “Du kan godt. Toilettet kommer snart. Bare lidt endnu”. Når ens moral så har givet op, er det op til rationaliteten, at sørge for man ikke bryder loven. Rationaliteten råber ikke, men forsøger blot at forklare tingenen stille og roligt: “Du har ikke råd til at blive taget med buksen åben i en gyde. Du er nødt til at vente”. Rationaliteten er dog mere tilbøjelig til at skifte mening, end ens moral. Så snart man nærmer sig det kritiske punkt, har rationaliteten skiftet side, og den hjælper endda med at undgå ordensmagten. Det er derfor gyden altid er førstevalg. “Det er helt galt det her. Hvis du ikke snart får tisset, så dør du. Se den gyde derovre. Hvis du lister derind, så bliver du ikke opdaget.”

Lovgivningen på dette område er altså nyttesløs. Hvis man er politiker, eller på anden måde mentalt handicappet, vil man nok retfærdiggøre lovgivningen indenfor dette område, ligesom man retfærdiggøre alt andet latterlig lovgivning. Hvis ikke lovgivningen fandtes, ville det ende i fuldstændig anarki.

Hvis du konfrontere en politiker med lovgivningen mod offentlig urinering, ville svaret formentlig være, at hvis det ikke var for lovgivningen, ville gaderne flyde i tis til knæhøjde.
I en politikers øjne er alle borgerne jo fuldstændig uden moral, og det eneste der forhindrer os i at opføre os vanvittigt, er deres lovgivning. Det må være hårdt at være politiker. Alle de dumme og forfærdelige mennesker de er nødt til at hjælpe. Lad os give dem en klapsalve.

Når alt kommer til alt, så ved de fleste af os godt, hvordan vi skal opføre os. Det forhindrer dog ikke en af de ældste naturlove i at eksistere.

Når en mand skal, så skal han! – lovgivning eller ej.

Selvom de færreste på en ungdomsuddannelse formentlig så statsministerens tale ved folketingets åbning, har de fleste alligevel opfanget, at han foreslog en komplet afskaffelse af SU til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelser. Hvad havde vi dog gjort uden Facebook?

Hundredvis af Facebook-grupper eksisterer sikkert allerede, hvor dårligt formulerende unge kan debattere urimeligheden ved dette forslag, som ham den dumme statsministerfidus er kommet med.

Personligt synes da også at det generelt er dumt at spare på ungdommen, og især i uddannelsessammenhæng. I frygt for at fornærme den ældre generation kan vi vel godt indrømme, at ældre mennesker er snæversynede og uoplyste mennesker. Det er ikke deres egen skyld, da de jo er vokset op i en verden, hvor information kun blev givet gennem en dårlig folkeskole og den nærmeste omgangskreds. De komplicerede spørgsmål blev besvaret af akademikeronklen, som kun var på besøg een gang om måneden. Disse vilkår lider nutidens unge ikke  under, da vi både har internet og et bedre skolesystem. Derfor er det selvfølgelig dumt at prioritere de ældre fremfor de unge, da det er de unge der er fremtiden. Det er de unge der skal løse livets avancerede problemer, og derfor skal uddannelse selvfølgelig prioriteres som det vigtigste her i samfundet. Tør jeg sige afskaf efterlønnen i stedet?

Efterlønnen koster 37 milliarder kroner årligt. SU til unge på en ungdomsuddannelse koster 650 millioner årligt. Med disse tal i mente kan det være svært at se, hvorfor det er SU’en der skal afskaffes.

Jeg er dog stadig ikke imod Statsministerens forslag, selvom ovenstående måske kan give dette indtryk.

Man er i skrivende stund berettiget til SU når man er 18 år gammel og går på en ungdomsuddannelse. Disse penge kalder statsministeren cafépenge, da han ikke mener pengene blev brugt til andet end sjov og ballade. På det punkt er jeg fuldstændig enig, selvom jeg måske ville være tilbøjelig til at kalde det drukpenge i stedet. SU på en ungdomsuddannelse bliver simpelthen ikke brugt til andet end alkohol og fastfood.

Argumenterne fra nuværende elever på ungdomsuddannelserne lyder, at de har brug for penge til computere og studieture, hvilket jo på overfladen lyder fair nok. Og man skal da også tænke lidt, før man indser at de er fulde af løgn. Som nævnt ovenfor skal man være 18, før man kan få udbetalt en månedlig SU. En typisk gymnasieaspirant begynder på gymnasiet efter 9. klasse. På dette tidspunkt er han/hun 16 år gammel. Den bærbare computer skal købes før studiestart, og skal derfor finansieres uden SU. Studieture ligger oftest i 2.G og skal derfor også finansieres uden SU. Det er først i 3.G at den typiske elev kan begynde at modtage SU, og på dette tidspunkt er der ikke tid til studieture og den computer du købte i 1.G kan sagtens stadig bruges til Word. Derfor er SU drukpenge – intet andet.

På de videregående uddannelser kan jeg forstå behovet for SU, da man selv skal finansiere sine bøger, og på dette tidspunkt kan en ny computer formentlig også bruges, men på en ungdomsuddannelse er behovet ikke eksisterende.

Jeg vil nu tage jer med på en fiktiv rejse. Så spænd den illusoriske sikkerhedssele, og forbered jer på at blive medlem af den oplyste del af den danske befolkning. Vi starter rejsen i et supermarked. En typisk far er på indkøb med hans 8-årige søn. For at gøre historien mere virkelig, navngiver vi drengen Ole og faderen Jens.

Ole går og kigger forundret på hylderne i supermarkedet. Pludselig ser han slikket, og anmoder straks faderen Jens om en pose flødekarameller. For at undgå den uundgåelige konflikt ved et nej, går Jens med til, at Ole får en pose. Senere når de køleskabene med sodavand og vanen tro, beder Ole om en Cola. Ligesom før går Jens med til det, da et nej vil være til for stor besværlighed.

Ovenstående historie beskriver socialliberalismen bedre, end noget wikipedia-indlæg nogen sinde har gjort. I et socialliberalistisk samfund – Danmark – vil borgerne have det hele, og politikerne lover det hele, i frygt for konflikt med borgerne. I historien er Ole altså borgerne, og Jens er politikerne.

Derudover prædiker socialliberalismen personlig frihed, ligesom liberalismen, dog så længe din frihed ikke overskrider flertallets ønske. I Danmark er rygeloven et udmærket eksempel. Oven i hatten, som efterhånden er blevet meget stor og dyb, smider socialliberalismen også lige et løfte om lige økonomiske muligheder til alle.

Alt dette lyder jo fantastisk. Det er selvfølgelig også derfor, at denne såkaldte idealisme lever så godt i lille Danmark. Alle har det godt, og vi får lige hvad vi peger på. Og hvis vi ikke får vores ønske opfyldt, så sladrer vi bare til medierne, som gør en stor sag ud af det, og et andet parti lover hurtigt, at de vil opfylde vores ønske.

Dette system fungerer. Det har mere eller mindre fungeret i omkring 10 år. Det er i hvert fald, hvad vi borgere har fået fortalt, når det næste løfte er blevet sendt af sted. Historien fra begyndelsen har heller ikke nogen umiddelbare konsekvenser. Ole er glad, og Jens er glad. Problemet er bare, at systemet kun fungerer, indtil far ikke har flere penge tilbage. Det er hvad vi ser i Danmark lige nu. Far er løbet tør for penge. Dette er dels på grund af finansielle kriser, men det er overhovedet ikke kun derfor.

Det store problem med socialliberalismen, og den velfærdsstat der er bygget på denne ideologi er, at den kun fungerer, så længe nogle grupper vælger ikke at leve i den. Det kan godt være, at dagpengemodtageren er overbevist om, at han/hun yder lige så meget til velfærdsstaten som Mærsk McKinney Møller, men det er bare ikke sandheden. Og efter flere år med velfærdsstat, falder antallet af McKinney wannabe’s. Dette skyldes dels, at det er blevet betydeligt sværere at tjene store mængder penge, men også fordi socialliberalismen i sidste ende fostrer forkælede borgere.

Ole er en forkælet møgunge.

Kropsscannere, visitationszoner, overvågningskameraer, øget politi på gaden og en uendelig debat om tryghed, eller mangel på samme. De danske politikere vil så gerne passe på os alle sammen, men ved at indføre alle de førnævnte ting kriminaliserer de uskyldige borgere, der aldrig kunne drømme om at gøre et andet menneske fortræd – hvert fald ikke fysisk. “En nødvendighed!” skriger politikerene, mens de gemmer sig bag ved bodyguards og høje murer.

Det overordnede spørgsmål er jo så, om vi har brug for alle disse ting. Som fredelig aalborgenser ligger svaret lige til højrebenet. Selvfølgelig har vi ikke brug for alle disse ting, og tilstedeværelsen af dem er kun med til at øge utrygheden blandt befolkningen. Det er tilfældet i Aalborg, men om virkeligheden er en anden i resten af landet, og især på Sjælland kan være svær at forholde sig til, og derfor vælger jeg ikke at gøre det. – Lade være med at udtale sig om noget man ikke ved noget om? Kan man det? Ja, det kan man. Hører du efter Villy Søvndal?

Nu kunne jeg passende slutte indlæget af, drikke en øl, og diskutere samfundsetik med min fantasiven Kristoffer. Det må dog udskydes til senere, for ligesom altid, er der selvfølgelig en grund til, at jeg atter har sat mig ned ved tastaturet. DR.dk har nemlig været så rare at informere mig om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke har fået nok at deres kriminalisering af helt uskyldige borgere. Nu mener de, at alle danskere skal beskyldes for alkoholkørsel, hver gang de vil starte deres bil. De to partier, som efterhånden er blevet perlevenner, vil indføre alkolåse i alle biler, som standardudstyr. Det betyder, at min bil nu skal beskylde mig for at have drukket mere end mine sædvanlige to morgenøl, hver morgen når jeg skal køre i skole. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver sgu lidt fornærmet.

Det kan godt være, at der findes danskere der ikke kan styre deres alkohol, men kollektiv straf er simpelthen ikke vejen frem. Kollektiv straf er aldrig vejen frem. Det er fuldstændig uhørt, at uskyldige mennesker skal i søgelyset, fordi nogle mennesker – som tilhører en meget lille gruppe af befolkningen – ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og overholde dansk lovgivning. Jeg synes ikke det er fair, at beskylde alle for at være nogle lurendrejere, bare fordi nogle er. Jeg forstår simpelthen ikke logikken.

Men når politikerne mener at vi alle har en kriminel gemt i maven, så henviser jeg til overskriften. Skyd mig, før jeg skyder dig.