Jeg vil nu tage jer med på en fiktiv rejse. Så spænd den illusoriske sikkerhedssele, og forbered jer på at blive medlem af den oplyste del af den danske befolkning. Vi starter rejsen i et supermarked. En typisk far er på indkøb med hans 8-årige søn. For at gøre historien mere virkelig, navngiver vi drengen Ole og faderen Jens.

Ole går og kigger forundret på hylderne i supermarkedet. Pludselig ser han slikket, og anmoder straks faderen Jens om en pose flødekarameller. For at undgå den uundgåelige konflikt ved et nej, går Jens med til, at Ole får en pose. Senere når de køleskabene med sodavand og vanen tro, beder Ole om en Cola. Ligesom før går Jens med til det, da et nej vil være til for stor besværlighed.

Ovenstående historie beskriver socialliberalismen bedre, end noget wikipedia-indlæg nogen sinde har gjort. I et socialliberalistisk samfund – Danmark – vil borgerne have det hele, og politikerne lover det hele, i frygt for konflikt med borgerne. I historien er Ole altså borgerne, og Jens er politikerne.

Derudover prædiker socialliberalismen personlig frihed, ligesom liberalismen, dog så længe din frihed ikke overskrider flertallets ønske. I Danmark er rygeloven et udmærket eksempel. Oven i hatten, som efterhånden er blevet meget stor og dyb, smider socialliberalismen også lige et løfte om lige økonomiske muligheder til alle.

Alt dette lyder jo fantastisk. Det er selvfølgelig også derfor, at denne såkaldte idealisme lever så godt i lille Danmark. Alle har det godt, og vi får lige hvad vi peger på. Og hvis vi ikke får vores ønske opfyldt, så sladrer vi bare til medierne, som gør en stor sag ud af det, og et andet parti lover hurtigt, at de vil opfylde vores ønske.

Dette system fungerer. Det har mere eller mindre fungeret i omkring 10 år. Det er i hvert fald, hvad vi borgere har fået fortalt, når det næste løfte er blevet sendt af sted. Historien fra begyndelsen har heller ikke nogen umiddelbare konsekvenser. Ole er glad, og Jens er glad. Problemet er bare, at systemet kun fungerer, indtil far ikke har flere penge tilbage. Det er hvad vi ser i Danmark lige nu. Far er løbet tør for penge. Dette er dels på grund af finansielle kriser, men det er overhovedet ikke kun derfor.

Det store problem med socialliberalismen, og den velfærdsstat der er bygget på denne ideologi er, at den kun fungerer, så længe nogle grupper vælger ikke at leve i den. Det kan godt være, at dagpengemodtageren er overbevist om, at han/hun yder lige så meget til velfærdsstaten som Mærsk McKinney Møller, men det er bare ikke sandheden. Og efter flere år med velfærdsstat, falder antallet af McKinney wannabe’s. Dette skyldes dels, at det er blevet betydeligt sværere at tjene store mængder penge, men også fordi socialliberalismen i sidste ende fostrer forkælede borgere.

Ole er en forkælet møgunge.

“En frisk vind i et ildelugtende samfund”.

Denne firnurlige besked har stået, i form af et fortrinligt slogan, under titlen på denne blog i lang tid efterhånden. Og det er selvfølgelig dejligt med lidt udluftning i disse varme dage, hvor lugten nærmer sig  yderst signifikante og uhørt eklatante proportioner af dårlig. I min hybel klarer jeg lugten med en fantastisk handy lille blæser, der dog ikke fjerner lugten, men blot blæser den mod andre fløje. Den friske vind vi mangler til at blæse den knap så euforiserende lugt i samfundet til himmels, kan dog ikke fremtrylles med en handy blæser – også selvom den er chrom, og meget pæn.

Der skal noget meget kraftigere til. Noget der har manglet. Noget der altid mangler.
Der skal et blogindlæg til.

Det kan være svært at sætte fingeren på en bestemt lugt, der skal bearbejdes, nedgøres og forbedres. Der er rigeligt at vælge imellem. Den stigende uenig mellem regering og opposition er selvfølgelig fantastisk for os alle sammen. Det giver os en helt unik mulighed, hvor vi som holdningsbevidste individer, kan træffe en endegyldig beslutning om, hvilken retning vi synes Danmark skal gå. Der findes selvfølgelig os, som aldrig er enige med nogen, men denne forbandelse har vi lært at leve med. De der imidlertid godt kan træffe et valg, skal selvfølgelig hjælpes. Lugten i samfundet slører den egentlige sandhed, og derfor trækker jeg den hvide hest ud af stalden for at fjerne sløret, og yde førstehjælp til den danske befolkning – eller de få der læser dette indlæg.

Finanspolitikken, der i sidste ende skal redde Danmark ud af gæld, kunne jo være oplagt at tage fat i. Med hensyn til hvilken side der skal holdes med i denne sag, er svaret selvfølgelig INGEN.

Socialdemokraterne og SF har et løsningsforslag der skaber mere gæld, hvilket betyder stigende rente, dårlige konkurrenceevne, færre arbejdspladser og en masse spændende ting, der til sidst kulminerer i statsbankerot. Ikke at det er et problem, da vi formentlig bliver reddet af EU (thank you Germany), men det er stadig lidt pinligt.

Regeringens forslag forsøger at fjerne gælden, men Foghs fingeraftryk på regeringen, gør det umuligt at gøre dette på en effektiv og holdbar måde. Derfor ender dette også med statsbankerot, dog om noget længere tid.

Med de nuværende partier i folketinget – foruden Liberal Alliance – er vi altså dømte til dårlig økonomi i fremtiden. Det eneste der kan redde os, er et konjunkturskifte, så private virksomheder igen kan begynde at tjene rigtige penge, og så bankerne igen kan træffe beslutninger, uden frygten for kollaps. Finanskrisen har lært os, at Danmark er yderst påvirket af udlandets, og især USAs økonomi, hvilket gør vores beslutninger ligegyldige. Derfor stemmer i bare hvad i vil. De gode tider kommer alligevel først, når resten af verden for styr på økonomien. Det eneste vi skal gøre er, at undgå alt for stor gæld.

De forskellige økonomiske planer er dog stadig meget spændende, og derfor vender jeg selvfølgelig tilbage med bedre gennemgang. Dog først når presserende eksamener er overstået.

Kropsscannere, visitationszoner, overvågningskameraer, øget politi på gaden og en uendelig debat om tryghed, eller mangel på samme. De danske politikere vil så gerne passe på os alle sammen, men ved at indføre alle de førnævnte ting kriminaliserer de uskyldige borgere, der aldrig kunne drømme om at gøre et andet menneske fortræd – hvert fald ikke fysisk. “En nødvendighed!” skriger politikerene, mens de gemmer sig bag ved bodyguards og høje murer.

Det overordnede spørgsmål er jo så, om vi har brug for alle disse ting. Som fredelig aalborgenser ligger svaret lige til højrebenet. Selvfølgelig har vi ikke brug for alle disse ting, og tilstedeværelsen af dem er kun med til at øge utrygheden blandt befolkningen. Det er tilfældet i Aalborg, men om virkeligheden er en anden i resten af landet, og især på Sjælland kan være svær at forholde sig til, og derfor vælger jeg ikke at gøre det. – Lade være med at udtale sig om noget man ikke ved noget om? Kan man det? Ja, det kan man. Hører du efter Villy Søvndal?

Nu kunne jeg passende slutte indlæget af, drikke en øl, og diskutere samfundsetik med min fantasiven Kristoffer. Det må dog udskydes til senere, for ligesom altid, er der selvfølgelig en grund til, at jeg atter har sat mig ned ved tastaturet. DR.dk har nemlig været så rare at informere mig om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke har fået nok at deres kriminalisering af helt uskyldige borgere. Nu mener de, at alle danskere skal beskyldes for alkoholkørsel, hver gang de vil starte deres bil. De to partier, som efterhånden er blevet perlevenner, vil indføre alkolåse i alle biler, som standardudstyr. Det betyder, at min bil nu skal beskylde mig for at have drukket mere end mine sædvanlige to morgenøl, hver morgen når jeg skal køre i skole. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver sgu lidt fornærmet.

Det kan godt være, at der findes danskere der ikke kan styre deres alkohol, men kollektiv straf er simpelthen ikke vejen frem. Kollektiv straf er aldrig vejen frem. Det er fuldstændig uhørt, at uskyldige mennesker skal i søgelyset, fordi nogle mennesker – som tilhører en meget lille gruppe af befolkningen – ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og overholde dansk lovgivning. Jeg synes ikke det er fair, at beskylde alle for at være nogle lurendrejere, bare fordi nogle er. Jeg forstår simpelthen ikke logikken.

Men når politikerne mener at vi alle har en kriminel gemt i maven, så henviser jeg til overskriften. Skyd mig, før jeg skyder dig.

Sæt jer bare ned igen. Selvom overskriften kunne antyde, at vi nu skal til at snakke om gemmeleg, og den overlegne taktiske fordel personer som jeg selv har i disse tider mod de fleste muslimer, så er det langt fra hvad dette indlægget skal handle om. Selvfølgelig kommer indlæg til at handle om sne, og muslimerne bliver da også nævnt. Ellers ville overskriften jo være bondefangeri. Jeg følger blot ældgammel lærdom om, at overskriften skal sige noget om indholdet, hvilket den i høj grad gør i denne sammenhæng.

Nu da jeg har fået jeres opmærksomhed, og fjernsynet i baggrunden er blevet slukket, føler jeg mig forpligtet til at røbe mine intentioner. Først vil jeg gøre som næsten alle andre danskere før har gjort. Jeg vil klage over sneen. Jeg hader sne. Sne er pænt når det falder let i december og fylder selv den ældste gnavpot med julestemning, så hjertet vokser til dobbelt størrelse. Når december så er slut, og vi igen skal begynde i skole, på arbejde eller hvad man nu render rundt og laver, så er sne kun til besvær. Især i de mængder vi har været åh så heldige at opleve på det sidste. Sneen koster ubeskriveligt mange penge for kommunen, og da jeg kommer fra Aalborg, og lever i en kommune fyldt med socialdemokrater, er kassen selvfølgelig tom. Dette betyder kort sagt, at der ligger sne over alt. Parkeringspladserne er halveret, vejene er glatte og fortovene er dødsfælder. Heldigvis kan vi varme os ved det faktum, at Tivoli Karolinelund i det mindste er gratis. Alle pengene værd…

Hvad så med muslimerne? Hvorfor skal de nævnes? Svaret er simpelt. Hvis man ikke har boet i et hul, eller har været begravet under en snedrive de sidste 3 dage, ved man, at Dansk Folkepartis Jesper Langballe har udtalt nogle ret generaliserende ting om muslimer. Langballe, som faktisk ser lidt uhyggelig ud, har fx udtalt, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel. En udtalelse der selvfølgelig har fået mange danskere op ad deres bekvemte lænestole, samt fået flere danske politikere til at tjekke ud fra deres dyre statsbetalte hotelværelser. Langballe selv mener han ret til have sin mening.

Det sidstnævnte har Langballe selvfølgelig ret i. Manden må mene præcist hvad han vil. Jeg kender fx folk der mener, at det er bedre at betale kirkeskat, end at give de selvsamme penge til Kræftens bekæmpelse. Det skal de have lov til at mene, hvis de nu synes, at det er bedre at betale til en åndelig skikkelse de aldrig har set, end at hjælpe folk der er døden nær. Anyways, det var et sidespor.

Langballe er fantastisk generaliserende i sine udtalelser. Og ja, generalisering er da sjovt, og alle kinesere er gode til matematik. Dog mener jeg, at der er en grænse. Vi har hørt om tilfælde med æresdrab i muslimske familier, det kan vi ikke snige os uden om, og det er selvfølgelig slemt. Det betyder dog ikke, at alle muslimske fædre bare sidder derhjemme og venter på deres døtre spilder mælk ved spisebordet, så de har en god grund til at hente øksen.

Langballes udtalelser indeholder lige så meget fornuft, som hvis jeg nu sagde, at “Ingen kvinder kan køre bil”. Selvfølgelig passer det om nogle kvinder, men at sige at ingen af dem kan køre bil er jo ren galimatias.

Politikerne tilhørende Demokraterne i Amerika, har i længere tid været forelsket i den type sundhedssystem, som flere lande i Europa gør brug af, deriblandt lille Danmark. Idéen er da også fantastisk. Gratis behandling til alle, selv den lille mand på gaden, og hans importerede hustru. Et utopia uden sammenligning. De ivrige politikere har dog ét problem. Flertallet af amerikanerne vil ikke have et offentligt sundhedssystem. Og hvorfor mon?

Selvfølgelig er der nogle amerikanere der jubler ved idéen, men det er de samme amerikanere der arbejder med dynamit, og stadig er for nærige* til at købe en privat sygesikring. Disse amerikanere elsker selvfølgelig tanken om, at de kan sprænge hul i maven, og lade samfundet betale for lægeregningen. Det de lykkeligt glemmer er, at de er samfundet, og regningen alligevel ender på deres skrivebord. Forskellen er bare, at denne gang skal de betale et månedligt beløb, hvor de før slap gratis, så længe de ikke kom til skade.

Og det er da klart, at amerikanerne på gaden glemmer dette faktum, når de baserer deres politiske holdning på propagandister som Al Gore og Michael Moore. Sidstnævnte har lavet en hel film, hvor han fortæller hvor godt vi har det i lande som Danmark, fordi vi ikke betaler hospitalregningerne. Moore glemmer bare at fortælle, at hver eneste dansker med indtægt betaler for det forpulede sundhedssystem. Ordet gratis burde forbydes når man snakker om sundhedssystemet i Danmark. Det er løgn, latin og alt hvad der er uhelligt, når dette bliver påstået.

Mit forslag til Amerika er, at de dropper planerne om et offentligt sundhedssystem. Et sundhedssystem betalt af skatteyderne er ikke fair over for befolkningen, da det ikke giver mening, at de fornuftige borgere skal betale for en knæoperation til en dum knægt, der “helt sikkert kan hoppe over den kløft på cykel”. Mit forslag til amerikanerne er, at de skal fortsætte deres meget fornuftige sygesikringsordning, da dette er billigere, både for samfundet og individet. Forslaget gælder selvfølgelig også alle andre lande, især de europæiske. Det sørgelige faktum er dog, at Europa gradvist bliver socialisternes paradis, og Amerika er det eneste land der stadig er “De fries land”.

*stupide