Sæt jer bare ned igen. Selvom overskriften kunne antyde, at vi nu skal til at snakke om gemmeleg, og den overlegne taktiske fordel personer som jeg selv har i disse tider mod de fleste muslimer, så er det langt fra hvad dette indlægget skal handle om. Selvfølgelig kommer indlæg til at handle om sne, og muslimerne bliver da også nævnt. Ellers ville overskriften jo være bondefangeri. Jeg følger blot ældgammel lærdom om, at overskriften skal sige noget om indholdet, hvilket den i høj grad gør i denne sammenhæng.
Nu da jeg har fået jeres opmærksomhed, og fjernsynet i baggrunden er blevet slukket, føler jeg mig forpligtet til at røbe mine intentioner. Først vil jeg gøre som næsten alle andre danskere før har gjort. Jeg vil klage over sneen. Jeg hader sne. Sne er pænt når det falder let i december og fylder selv den ældste gnavpot med julestemning, så hjertet vokser til dobbelt størrelse. Når december så er slut, og vi igen skal begynde i skole, på arbejde eller hvad man nu render rundt og laver, så er sne kun til besvær. Især i de mængder vi har været åh så heldige at opleve på det sidste. Sneen koster ubeskriveligt mange penge for kommunen, og da jeg kommer fra Aalborg, og lever i en kommune fyldt med socialdemokrater, er kassen selvfølgelig tom. Dette betyder kort sagt, at der ligger sne over alt. Parkeringspladserne er halveret, vejene er glatte og fortovene er dødsfælder. Heldigvis kan vi varme os ved det faktum, at Tivoli Karolinelund i det mindste er gratis. Alle pengene værd…
Hvad så med muslimerne? Hvorfor skal de nævnes? Svaret er simpelt. Hvis man ikke har boet i et hul, eller har været begravet under en snedrive de sidste 3 dage, ved man, at Dansk Folkepartis Jesper Langballe har udtalt nogle ret generaliserende ting om muslimer. Langballe, som faktisk ser lidt uhyggelig ud, har fx udtalt, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel. En udtalelse der selvfølgelig har fået mange danskere op ad deres bekvemte lænestole, samt fået flere danske politikere til at tjekke ud fra deres dyre statsbetalte hotelværelser. Langballe selv mener han ret til have sin mening.
Det sidstnævnte har Langballe selvfølgelig ret i. Manden må mene præcist hvad han vil. Jeg kender fx folk der mener, at det er bedre at betale kirkeskat, end at give de selvsamme penge til Kræftens bekæmpelse. Det skal de have lov til at mene, hvis de nu synes, at det er bedre at betale til en åndelig skikkelse de aldrig har set, end at hjælpe folk der er døden nær. Anyways, det var et sidespor.
Langballe er fantastisk generaliserende i sine udtalelser. Og ja, generalisering er da sjovt, og alle kinesere er gode til matematik. Dog mener jeg, at der er en grænse. Vi har hørt om tilfælde med æresdrab i muslimske familier, det kan vi ikke snige os uden om, og det er selvfølgelig slemt. Det betyder dog ikke, at alle muslimske fædre bare sidder derhjemme og venter på deres døtre spilder mælk ved spisebordet, så de har en god grund til at hente øksen.
Langballes udtalelser indeholder lige så meget fornuft, som hvis jeg nu sagde, at “Ingen kvinder kan køre bil”. Selvfølgelig passer det om nogle kvinder, men at sige at ingen af dem kan køre bil er jo ren galimatias.