Jeg vil nu tage jer med på en fiktiv rejse. Så spænd den illusoriske sikkerhedssele, og forbered jer på at blive medlem af den oplyste del af den danske befolkning. Vi starter rejsen i et supermarked. En typisk far er på indkøb med hans 8-årige søn. For at gøre historien mere virkelig, navngiver vi drengen Ole og faderen Jens.

Ole går og kigger forundret på hylderne i supermarkedet. Pludselig ser han slikket, og anmoder straks faderen Jens om en pose flødekarameller. For at undgå den uundgåelige konflikt ved et nej, går Jens med til, at Ole får en pose. Senere når de køleskabene med sodavand og vanen tro, beder Ole om en Cola. Ligesom før går Jens med til det, da et nej vil være til for stor besværlighed.

Ovenstående historie beskriver socialliberalismen bedre, end noget wikipedia-indlæg nogen sinde har gjort. I et socialliberalistisk samfund – Danmark – vil borgerne have det hele, og politikerne lover det hele, i frygt for konflikt med borgerne. I historien er Ole altså borgerne, og Jens er politikerne.

Derudover prædiker socialliberalismen personlig frihed, ligesom liberalismen, dog så længe din frihed ikke overskrider flertallets ønske. I Danmark er rygeloven et udmærket eksempel. Oven i hatten, som efterhånden er blevet meget stor og dyb, smider socialliberalismen også lige et løfte om lige økonomiske muligheder til alle.

Alt dette lyder jo fantastisk. Det er selvfølgelig også derfor, at denne såkaldte idealisme lever så godt i lille Danmark. Alle har det godt, og vi får lige hvad vi peger på. Og hvis vi ikke får vores ønske opfyldt, så sladrer vi bare til medierne, som gør en stor sag ud af det, og et andet parti lover hurtigt, at de vil opfylde vores ønske.

Dette system fungerer. Det har mere eller mindre fungeret i omkring 10 år. Det er i hvert fald, hvad vi borgere har fået fortalt, når det næste løfte er blevet sendt af sted. Historien fra begyndelsen har heller ikke nogen umiddelbare konsekvenser. Ole er glad, og Jens er glad. Problemet er bare, at systemet kun fungerer, indtil far ikke har flere penge tilbage. Det er hvad vi ser i Danmark lige nu. Far er løbet tør for penge. Dette er dels på grund af finansielle kriser, men det er overhovedet ikke kun derfor.

Det store problem med socialliberalismen, og den velfærdsstat der er bygget på denne ideologi er, at den kun fungerer, så længe nogle grupper vælger ikke at leve i den. Det kan godt være, at dagpengemodtageren er overbevist om, at han/hun yder lige så meget til velfærdsstaten som Mærsk McKinney Møller, men det er bare ikke sandheden. Og efter flere år med velfærdsstat, falder antallet af McKinney wannabe’s. Dette skyldes dels, at det er blevet betydeligt sværere at tjene store mængder penge, men også fordi socialliberalismen i sidste ende fostrer forkælede borgere.

Ole er en forkælet møgunge.